Det nøgne lig
Den endelige udgravning af Tollundmanden på Nationalmuseet i 1950 viste, at han var helt nøgen bortset fra et smalt læderbælte af oksehud om livet. I bæltets ene ende var der skåret et aflangt hul, som bæltets anden ende var trukket igennem og fastgjort med en sløjfe.
På Tollundmandens hoved sad en spids skindhue, der var syet sammen af otte stykker fåreskind med hårsiden vendt indad. Syningen var foretaget med en tråd - formodentlig af uld. Den er på tykkelse med "kinesertråd", og en nål på størrelse med en lille stoppenål var blevet brugt.
De fleste moselig, man har fundet fra jernalderen, har enten tøj på, eller tøjet er lagt ved siden af eller over dem. Oftest er det en kappe syet af læderstykker enten fra får eller okse. Som regel drejer det sig om to kapper, hvor den ene har været båret med hårsiden udad, så den kunne holde regnen ude.
Vi ved ikke helt sikkert, hvad der er sket med Tollundmandens tøj. Mest sandsynligt er det, at tøjet er rådnet væk. Hvis det har været vævet af plantefibre som hør og nælde, vil det være gået i opløsning i mosen. Og hvorfor skulle Tollundmanden have bælte på, hvis han ikke har haft tøj på?
Tollundmanden kan også være blevet lagt nøgen i mosen, eller man har på hans sidste vej fra hængningsstedet måske blot ikke har fået hans tøj med. Det kan også have ligget ved siden af ham i graven, men være forsvundet i tidens løb, ved tørvegravning eller på anden måde.
Kun 80 meter fra hvor man fandt Tollundmanden, havde man tidligere fundet et andet moselig, Ellingkvinden. Hun var iført en skindkappe og havde et skindstykke svøbt om hoften og benene.
|
|