GUDERNES VILJE

 

Romanen er skrevet i januar 2005 af 7.a, Funder skole i samarbejde med Sally Altschuler. Den er et led i Neothemi projektet, et samarbejde om kulturarv mellem 10 europæiske lande.

 

Kristoffer Barstad

Peter Birkemose

Camilla Christoffersen

Samuel Hanhart

Line Hejlesen

Kristina Hesel

Peter Hesel

Juliane Jensen

Malene Jensen

Mark Kvejborg Jensen

Anna Johansen

Eline Balsby

Camilla Larsen

Peter Madsen

Jens Juhl Nielsen

Jan Olesen

Anne Simonsen

Peter Trillingsgaard

 

Elin Jørgensen og Christian Nørgaard, Klasselærere

 


Kapitel 1

 

Mit navn er Alvin. Alvin, Holts lærling. Det var det, de plejede at sige, alle de andre. Men Holt er her ikke mere.

- Han er hos guderne i mosen, siger de, dem, som ofrede min mester, Holt.

Jeg savner ham. Det var nu ikke fordi, vi snakkede så meget, men han var altid flink mod mig. Nogle gange var det selvfølgelig hårdt, for der var mange ting, der skulle gøres. Jeg skulle lave mad og passe bålet og selvfølgelig også hjælpe Holt med arbejdet.

Nu er jeg helt alene, for han er her jo ikke mere. Men hvad skal jeg så lave nu, hvor han er død? Hvem skal være min mester nu? Eller er jeg udlært?

 Der var en mærkelig stemning i byen den dag, hvor Holt skulle ofres! Nogen var glade, og nogen var triste. Det var mest dem, der kendte Holt godt, som var triste, de skulle miste en meget god ven. Og de, der ikke kendte ham, var glade, for ofringen af Holt ville jo få byldepesten til at stoppe.

Høvdingen gik ind til Holt med en portion grød. Da han havde spist, skulle vi ud til mosen. Først skulle vi samles ude under det store egetræ, hvor der blev blæst i hornet. Nu begyndte de kolde, hvide snefnug at dale.

Det var koldt og blæsende, kulden skar gennem marv og ben. Det ruskede i træerne, men bladene var for længst faldet af.

Jeg prøvede at skjule tårerne i mine øjne, da høvdingen lagde rebet om Holts hals, og han langsomt blev hejst op i træet.

I det samme tog vinden i hans krop og drejede den, så hans ansigt vendte mod solen, som var ved at gå ned. Det var nok guderne, der tog ham med. Så hang han deroppe helt livløst. Det var helt forfærdeligt at se ham hænge. Jeg kan stadig se det for mig.

Da der var gået noget tid, skar de ham ned. Det var mærkeligt, for selv om han var død, smilede han.

Nu er det et måneskift siden. Det er også et måneskift siden, at Østen døde, og ingen er døde siden da. Ligesom alle de andre, fik Østen store, gule bylder over det hele. Så blev de sorte, og så gik der hul på dem. Det gule pus flød fra dem som galde fra et slagtet svin.

Sådan gik det alle dem, der fik bylderne. De lå sammenkrøbne i sengen med sort hud og sorte negle. De ventede bare på at dø. Da vi fandt ud af, at de onde ånder i bylderne fløj gennem luften, når man nærmede sig de syge, så var der selvfølgelig ingen, der ville gå ind med mad til dem mere. Det var grusomt, at se folk ligge på deres sovebænke med bylder over alt og gult pus på den sorte hud.

Det var især forfærdeligt, at se sine venner ligge der og bare vente på at dø. Der var nogen i byen, der var gode til at helbrede folk, men de kunne ikke gøre noget ved det denne gang. De havde prøvet med mange planter, men der var ingenting, der virkede.

De prøvede også at skære bylderne af, men det hjalp heller ikke. Det eneste, der skete var, at de fik store åbne sår over hele kroppen.

De syge døde enten af sult eller af bylderne. Min søster Ella døde også. Hun lå bare på sin sovebænk, og vi kunne ikke gå ind i huset, for så ville de onde ånder angribe os. Hun havde ikke kræfter til at gå ud. Hun døde for lidt over et måneskift siden. Jeg har stadig min far og min mor og mine andre søskende tilbage.

Måske er det virkelig slut. Måske var vores ofre ikke forgæves, men måske har vi stadig de onde ånder blandt os. Måske bryder bylderne ud igen i morgen. Og hvad nytter det så? Så er vi alle sammen fortabte, eller måske er der håb forude.


Kapitel 2

 

Jeg må hellere begynde med den dag, hvor mester Holt kom tilbage. Det var en flot efterårsdag. Træerne begyndte at blive gule og brune overalt. Det var smukt.

Folk sad rundt i husene, børnene løb rundt og legede, drengene drillede tyren, og pigerne spillede med terninger.

Smeden arbejdede med markredskaber og ting og sager til kvindernes husarbejde. Mændene var godt i gang med høsten, mens dyrene gik ude på overdrevet og græssede.

Høvdingedatteren Pil hjalp nogle af de små piger med at sætte deres hår op i en pisk, præcis som hendes eget sad. De elskede at ligne Pil. Smeden elskede hende vist bare. Om hun elskede ham, det ved jeg ikke, men de skulle giftes til næste forår.

Det var en helt almindelig dag, indtil jeg så en mand komme gående syd for byens hegn. Jeg var højt til vejrs i et æbletræ, så jeg var den første, der fik øje på manden, en mand, som jeg havde glædet mig meget til at gense.

- Mester, mester, råbte jeg så højt jeg kunne, mens jeg vinkede, så jeg var ved at dratte ned. Så råbte jeg igen, så højt jeg kunne:

– Se alle sammen, Holt er kommet tilbage.

Holt var vores tømrer. Der fandtes ingen dygtigere, og han var min mester. I tre år havde han været på rejse, og i den tid havde jeg boet i hans hus og taget mig af alle hans ting.

De, som kunne høre mig råbe, standsede straks med det, som de var i gang med og løb Holt i møde. Det varede ikke længe, før han var midtpunkt i en stor flok. Nu skulle vi høre historier sydfra.

- Goddag alle sammen, sagde han og fremtvang et lille smil, men det slog mig, at han egentlig så bedrøvet ud.

- Hvor har du været, hvordan ser der ud, hvad har du oplevet? Vil du ikke fortælle os noget?

Spørgsmålene regnede ned over ham.

- Ikke nu, venner. Jeg skal sove.

Han så også meget træt ud, men jeg måtte altså vide mere om hans tur.

- Jo, kom nu, fortæl bare noget, plagede jeg, selvom det måske ikke var godt, at en lærling plagede sin mester. – Hvor har du været?

- Ja, ja Alvin, godt så. Men det bliver ikke ret meget nu, for jeg trænger så forfærdeligt til at sove.

Så fortalte han om Germanien. Det var et smukt land, og deres håndværkere var meget dygtige.

- De laver meget flotte redskaber og våben, sagde han.

Han var kommet gennem Galliens smukke landskaber og til sidst til romernes vældige rige.

- Romerne, sagde han og faldt lidt i staver. - Romerne er det mægtigste folk, jeg nogensinde har mødt. Deres prægtige bygninger kan I slet ikke forestille jer … Men nu må det være nok.

 Den måde, Holt lige pludselig stoppede på, var mærkelig. Han plejede altid at være så glad for at fortælle historier.

Jeg fulgte Holt hjem til værkstedet og skyndte mig at gøre hans bænk klar. Han lagde sig tungt ned, og et øjeblik efter sov han dybt. Jeg gik i gang med at koge noget grød, så han kunne få noget, når han vågnede. Nogle af børnene stod udenfor og stirrede nysgerrigt gennem døråbningen, men jeg jog dem bort.

Det lød næsten, som om Holt klynkede i søvne. Jeg kunne ikke lide hans lyde. Jeg skramlede med potterne og ildstedet, men det kunne ikke overdøve lydene fra Holt. Han lå i sin seng og sagde en masse ting i vildelse. Han sparkede tæppet af, og da jeg ville lægge det over ham igen, så jeg, at han var gennemblødt af sved.

Jeg havde jo set frem til, at han ville begynde at fortælle alt muligt spændende, men det gjorde han ikke. Vi gik selvfølgelig op og ned af hinanden, når vi ordnede ting og sager i værkstedet, men Holt var ikke, som jeg huskede ham. Jeg ved ikke, om jeg var bange, eller jeg bare var utilpas ved at være sammen med ham, men underlig det var han.

Folk begyndte også at holde sig væk fra Holt. Mange havde besøgt ham for at høre hele hans historie, men han havde bare bidt dem af, og jeg tror næsten, han var ved at komme op at slås med smeden en af gangene. Stadig flere syntes, at han var blevet mærkelig. Især smeden.

Han havde selvfølgelig også mere grund end de andre til at være sur. Pil, som var blevet lovet til ham, var efterhånden den eneste, der besøgte Holt. Jeg var der jo også, men vi snakkede ikke meget sammen.

Så ramte sygdommen os.

Det første offer var en pige på min alder. Hun blev varm og svedte, og så kom bylderne. Folk troede i starten, det var en straf fra guderne, men der var ingen, som forestillede sig, hvor slemt det ville blive.

Østens lille dreng var den næste. Da Holt hørte om endnu en syg, så ville han hen og se ham. Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg gik med.

Drengen lå på bænken gennemblødt af sved og fyldt med gule og sorte bylder. Fra nogle af de sorte bylder flød der gul og blodig betændelse. Hans mor tørrede ham med en våd klud og lagde brændenældeomslag på bylderne, men det så ikke ud til at hjælpe.

Da jeg vendte mig for at sige noget til Holt, var han pludselig væk, og da jeg gik tilbage til værkstedet, sagde han, at han ikke ville snakke med nogen lige nu.

I løbet af de næste par dage, var der flere, der blev ramt. Der var ingen, der vidste, hvad det var.

Holt holdt sig for sig selv, og han gik kun ud, hvis det var strengt nødvendigt. Jeg sørgede for det meste, men også Pil kom med ting til ham. Jeg syntes selvfølgelig, at det var underligt. Hun var jo lovet til smeden, men jeg holdt min mund. Lærlinge skal holde mund.

 

 


Kapitel 3

 

Jeg holdt også mund med det, jeg så kort tid efter. En morgen vågnede jeg og så, at Holts bænk var tom. Holt havde ikke tændt op, men jeg kunne se, at han var i gang med at reparere en ard.

- Ræk mig øksen, mumlede han.

Det gjorde jeg.

Han huggede lidt i skaftet, men så tabte han pludselig øksen på gulvet. Han begyndte at hoste mærkeligt og holdt hånden foran munden. Han støttede sig til arden, og selv i det det svage lys kunne jeg se, at han var bleg.

- Jeg trænger til et hvil.

Han lagde sig på bænken, og da jeg samlede øksen op, så jeg blod på skaftet. Jeg blev bange, for jeg troede, at Holt havde fået den frygtelige sygdom.

- Forsvind! fremstammede han.

Hans stemme lød næsten som en anden. Jeg rettede mig ikke efter ham. Det skulle jeg have gjort.

Han kiggede underligt på mig. Så faldt han og lå sammenkrøbet på gulvet. Blodet steg ham til hovedet, og hans blik var fjernt. Han begyndte at grynte og stønne som et såret vildsvin. Hans øjne var røde og blodskudte. Tynde striber af blod løb ned over hans kinder og ned på det hårde lergulv.

Jeg havde aldrig set et menneske opføre sig sådan. Som et dyr.

Lidt efter blev han mere rolig. Langsomt blev han sig selv igen, men jeg var stadig bange.

Jeg tog en fugtig klud og lagde den på hans pande. Han begyndte at mumle nogle ord, jeg ikke kunne forstå, men et stykke tid efter sagde han noget, der gav mening.

- Guderne har talt til mig, hviskede han. – De har vist mig, hvordan vi kan stoppe den frygtelige sygdom.

- Hvordan, spurgte jeg?

- Guderne vil have en figur. En smuk figur. Et menneske.

Da han havde sundet sig lidt, gik han i gang. Han var meget omhyggelig med at vælge det rigtige stykke træ. Vi gik ud for at finde et elletræ. Jeg kunne ikke se forskel på dem, men det kunne han åbenbart. Vi fældede et, som var stort nok til at lave en figur i samme størrelse som et menneske. Det var så tungt, at vi måtte bruge ruller for at få det ind i værkstedet.

Da vi havde fået det ind, stod Holt længe og stirrede på træet, inden han begyndte at hugge og skære.

Jeg gik ud for at hente brændenælder og svampe til suppe, men da jeg kom tilbage, var Holt ikke alene. Han sad og snakkede med høvdingens datter, Pil. Det var let at se, at de to kunne lide at være sammen.

Jeg vidste jo, at hun var lovet til smeden Bjørn. De skulle giftes til foråret, havde jeg hørt. Gad vide, hvad Bjørn ville sige til, at hun sad her alene med Holt. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men det afgjorde Holt.

- Kom ud med dig! råbte han.

Jeg gik. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Holt var blevet så underlig. Jeg satte mig udenfor, og kort efter dukkede smeden op.

- Er Pil her?

Vreden lyste ud af hans øjne.

Selvom jeg vidste, at Pil var i værkstedet med Holt, sagde jeg, at jeg ikke havde set hende i dag. Det havde jeg jo ikke behøvet, men det gjorde jeg altså.

Smeden så ud som om, han ikke troede på mig. Han kløede sig i skægget, mens han mumlede nogle ord, jeg ikke kunne forstå. Men det kunne ikke overdøve Pil og Holts latter inde fra værkstedet. Han vendte sig om og kiggede på mig. Jeg hostede i håb om, at han ville tro, det var mig, der lavede lydene. Han kiggede bare på mig med et blik, som lovede, at han ikke var færdig med mig. Så vendte han om og gik videre.

 

 


Kapitel 4.

 

I den tid der kom, arbejdede Holt ikke på andet end figuren. Alt andet fik lov til at ligge. Holt havde jo aldrig været særlig snakkesalig, især ikke efter at han var vendt tilbage. Nu var lydene fra hans jern mod træet det eneste, man hørte i værkstedet, udover regnens trommen på taget. Det regnede hele tiden det efterår.

En frisk duft af træ fyldte rummet. Jeg plejede at nyde den duft, men når Holt ikke var, som han plejede, var det ikke det samme. Holt så ud, som om hans tanker var langt væk. Hans øjne var tomme, de så ikke andet end figuren. Han skar bare i træet, som om der ikke fandtes andet i verden end det.

Når folk kom og ville snakke med ham, sad han bare og sagde ikke noget, og hvis de gik forbi og sagde goddag, svarede han ikke. De begyndte at blive mistænksomme. Det var der ikke noget mærkeligt i.

Hvad laver han? Hvorfor er han så stille? Hvad er der sket?

Den eneste, han talte med, var Pil, og hun var også bekymret over, at folk i byen var begyndt at snakke. Der gik allerede rygter om, at Holt stod i ledtog med en ondsindet gud, og at han måske også selv var en troldkarl. Og sygdommen … var den ikke begyndt lige efter, han var kommet tilbage? Det var sikkert hans skyld.

Jeg tror, at Pil gik til sin far for at få ham til at beskytte Holt. Hun var jo sikker på, at det han lavede, ville befri landsbyen for sygdommen. Folk holdt sig stadigvæk på afstand af Holt, men efterhånden lod de ham være og snakkede ikke så åbenlyst om ham.

Pil sad tit og kiggede på, når vi arbejdede. Det brød smeden sig selvfølgelig slet ikke om. Nogle gange kom hun, når hun troede, jeg sov, men en dag kunne jeg ikke sove og lå vågen. Jeg hørte, at de talte sammen, og så blev der helt stille. Ikke engang lyden af jern mod træ. I det svage skær fra gløderne kunne jeg skimte dem. De holdt om hinanden.

Arbejdet med figuren skred frem, samtidig med, at Holt blev mere og mere sær. Han blev også hele tiden tyndere, men han spiste næsten heller ikke noget.

- Bryder du dig ikke om den mad, jeg laver? spurgte jeg en dag, hvor han bare sad og rodede i grøden uden at spise.

Han så op fra skålen uden at svare, men i et kort øjeblik var det som om, at det var mig, der var mester, og Holt var en ulydig lærling. Jeg kunne slet ikke lide det.

Figuren tog form. Fødderne så så bløde og virkelige ud, at jeg fik lyst til at stryge hånden hen over dem. Benene var smukke og glatte, og hænderne lignede rigtige hænder. Det var som om, at Holt ganske langsomt flyttede sit eget liv over i figuren. Den så jo ud, som om den kunne gå sin vej hvert øjeblik, det skulle være.

Den blev mere og mere levende. Imens døde stadig flere. Der var ikke én eneste familie, der ikke var ramt.

- Nu er Vermund også død, sagde jeg en dag, mens jeg hvæssede nogle jern på slibestenen.

Holt sukkede dybt og stirrede frem for sig. Han holdt op med at skære og satte sig ved bålet. Så begyndte han pludselig at fortælle. Det var som om, at det ikke var mig, han fortalte til, næsten som om han bare talte til sig selv. Jeg kunne ikke lide det.

- På min rejse, begyndte han uden at løfte blikket fra ilden, - så jeg så meget … så meget forfærdeligt. I byerne lå folk mellem husene plaget af store, sorte bylder. Der flød gult pus fra dem. De lå der bare. Både døde og levende. Ingen hjalp dem.

- Jamen … Holt … vil det sige … har du så set dette her før? hviskede jeg forfærdet.

Holt nikkede.

- De lå ovenpå hinanden i store bunker. Bylder og betændelse, stank af elendighed og død. Hundene åd dem.

Det var, som om han spyttede ordene fra sig, og hvis han havde kigget på mig, så var jeg løbet bort og havde gemt mig. Men han så stift ned i gløderne.

- Men … men hvorfor har du ikke sagt det før, stammede jeg skrækslagent.

Han svarede ikke. Jeg fortsatte med at hvæsse, men jeg rystede på hænderne.

- Ser du … der er noget galt, sagde han pludselig.

- Hvad … hvad mener du?

Min stemme bævrede som mine hænder.

- Jeg ved det ikke. Jeg kan bare fornemme det, svarede han. - Men lad mig nu være.

Han sagde ikke mere, stirrede bare ind i bålet. Lidt efter rejste han sig og begyndte at slibe sin figur.

 

 

 


Kapitel 5

 

Efterhånden var hele figuren færdig. Det var kun selve ansigtet, der manglede, og det begyndte at tage form. Nu kunne alle se, at det var en meget smuk kvinde. Øjnene var aftegnede og smukke. Holt brugte meget tid på munden. Læberne blev runde og brede.

Alle i byen var forundrede over, at det var muligt at lave noget så smukt. De betragtede figuren med stor ærefrygt, men samtidig voksede mistænksomheden. Folk sneg sig hen til vores værksted for at se, hvordan arbejdet skred frem. Når det en sjælden gang skete, at fremmede kom forbi, var nogen endda begyndt at prale med, at vi havde så dygtig en tømrer i vores by. Det var nu ikke altid, de fremmede nåede at se figuren, for når de opdagede, at sygdommen var i byen, skyndte de sig videre.

Men Holt tog sig ikke af det. Han blev mere og mere mærkelig. Nu sov han næsten ikke. Jeg prøvede at sove, men jeg vågnede hele tiden, fordi Holt hamrede og bankede.

Børnene fik besked af deres forældre om at holde sig væk fra værksstedet. Det gjorde de også, for de var bange for Holt. Der blev talt mere og mere om trolddom.

- Den er ikke af træ, sagde nogen.

- Han er farlig! sagde andre.

Pil forsøgte at forsvare ham.

- Han er vores eneste håb, sagde hun. - Det kan godt være, at han er en slags troldmand, men så er han en god troldmand, og han er den eneste, der kan stoppe sygdommen.

Pils far, høvdingen, var i tvivl, men foreløbig tog han Holts parti, og derved blev det.

I løbet af den næste tid døde både Bjarke og Ravn, to stærke mænd fra Hartads hus. Smeden Bjørn var den som allermest talte imod Holt. Han stod i sin smedje og var lige så rødglødende af raseri som sin esse.

- Jeg siger jer, sagde han til alle, der gad høre på ham. – Sygdommen, det er hans værk. Han skal i mosen. Det er vores eneste håb.

Men vores høvding tøvede. Han ville først se, hvad Holts offer kunne udrette.

Efteråret blev til vinter. En bidende kold morgen var jeg ved at få gang i ildstedet, da Holt pludselig tog mig i armen.

- Kom, sagde han og trak mig hen til figuren. - Se på den Alvin! Hvad synes du, den ligner?

Jeg gik derhen, døsig, frysende og træt. Jeg kiggede på figuren.

Jeg var målløs. Nu var det tydeligt, hvorfor alle troede, han var en troldmand. Selv jeg kom i tvivl. Det var noget af det smukkeste, jeg nogensinde havde set.

- Svar mig dog knægt, hvad ligner den?

- Jamen, det er jo Pil! mumlede jeg.

- Ja Alvin, det er det, sagde Holt, og jeg syntes, at jeg kunne høre en vis stolthed i hans stemme.

- Hvorfor … hvordan?

- Guderne, Alvin! Det var det, de sagde … Guderne i mosen sagde, at jeg skulle give dem en smuk kvinde.

- Og så lavede du Pil.

- Der er jo ingen smukkere end hende, vel?

- Bjørn slår dig ihjel, mumlede jeg.

Holt brummede et eller andet uforståeligt til svar.

Kort efter dukkede Pil op. Da hun så figuren stivnede hun. Hun stod med åben mund og bare stirrede.

- Kan du lide den? spurgte Holt.

- Ja, men …

- Men hvad?

Pil rystede på hovedet.

- Den er … fantastisk Holt. Helt fantastisk. Og … den skal ofres til vintersolhverv. Der er kun fem dage til. Det var det, min far bad mig sige til dig. Den skal være færdig til festen … men det er den jo allerede.

- Ja.

- Jeg vil give den min smukkeste kjole, sagde hun.

Holt nikkede, og fulgte hende med øjnene, da hun gik. På en eller anden måde var det, som om hun selv skulle ofres.

Holt sagde, at jeg skulle samle alle hans jern og knive og gå over til smeden med dem. Nu, hvor han var færdig, så skulle de slibes helt op.

- Og nu vil jeg endelig hvile mig, sagde han og kastede et stort tæppe over figuren.

Så gik han hen og lagde sig. Jeg samlede alle jernene og knivene i en kurv, men også jeg var dødtræt, og desuden var jeg slet ikke stolt ved at gå over til den vrede smed i et ærinde for Holt.

Holt sov allerede tungt og roligt. Sådan havde han ikke sovet længe. Jeg tænkte, at det kunne vente til næste dag med de knive, og så lagde jeg mig tæt ved ildstedet og faldt hurtigt i søvn.

Da morgensolen tittede frem gennem sprækkerne i huset, var der kun få gløder tilbage i ildstedet. Jeg rejste mig hurtigt og smed et par stykker tørv på. Jeg tog min kjortel og mine broger på, mens jeg gned søvnen ud af øjnene. Jeg listede rundt i huset for ikke at vække Holt, som stadig sov. Jeg tog en rest brød og skyndte mig af sted til smeden.

Jeg skulle jo aflevere Holts knive og jern til smeden, og helst inden min mester vågnede. Der var faldet sne om natten, og det var en klar og kold morgen. På vejen mødte jeg mændene fra Hartads hus, der skulle på jagt. Jægerne var heldige, hvis de kom hjem med noget, for det var svært at fange noget i denne mørke tid, hvor vildtet var trukket langt ind i skoven. Desuden havde sygdommen jo taget Bjarke og Ravn, så det blev ikke let. Deres eneste fordel var, at det var let at finde spor i den nyfaldne sne.

En tynd røg steg op fra smedens hus, men der var ikke tegn på liv. Min første tanke var, at også han var blevet taget af sygdommen, men jeg vidste jo godt, at det ikke gik så hurtigt.

- Hallo, er der nogen? råbte jeg.

Ingen svarede.

Jeg trådte forsigtigt ind i huset. Et lille øjeblik stod jeg og overvejede, om jeg bare skulle lægge knivene og gå igen, men jeg måtte nok hellere vente, til smeden kom tilbage.

Jeg kiggede mig lidt omkring. Der var ild i essen, så han havde været i gang. Omkring essen lå der en masse små stykker forkullet træ, og i brændekassen lå splintrede træstykker mellem tørvestykkerne.

- Hvad laver du her knægt?

Mit hjerte sprang et par slag over. Jeg vendte mig om. Bag mig stod smeden. Han så ikke særlig glad ud.

- Hvad laver du her? Har den vanvittige tømrer skåret tungen ud på dig?

- Jeg… øh.. Jeg skulle bare aflevere det her, fremstammede jeg. – Det … de skal slibes.

Smeden så på mig, som om også jeg var vanvittig, men med en irriteret bevægelse tog han kurven med jernene. Jeg skyndte mig væk, mens han stod og stirrede ind i ilden.

- Tak! råbte jeg på vej ud af døren og skyndte lettet mig tilbage til Holt.

 


Kapitel 6

 

- Jeg har afleveret knivene, som du bad mig om, sagde jeg uden at få øjenkontakt med Holt, der sad på en lille skammel ved ildstedet.

- Godt …

- Hvad skal vi lave nu? Hvad med arden, som vi var i gang med? spurgte jeg Holt.

- Den er væk, hviskede han næsten uhørligt.

- Arden?

Jeg kiggede rundt for at finde ud af, hvad det var, der var væk.

I det samme dukkede Pils kønne hoved op i døråbningen.

- Er her nogen?

Jeg kiggede over på Holt, men han svarede ikke.

- Ja, vi er her, sagde jeg.

Holt kiggede op for at se, hvem det var. Et lille smil gled over hans læber, men det forsvandt hurtigt igen.

Pil havde kjolen med.

- Skal vi ikke give hende … mig … kjolen på?

Spørgsmålet blev hængende i luften. Pludselig forstod jeg, hvad det var, der var væk.

- Den er væk, mumlede Holt igen.

Han rejste sig op, stirrede tomt ud i værkstedet og slog opgivende ud med armene.

- Jamen … hvor er figuren? spurgte Pil.

Hun kiggede på Holt og så på mig og på Holt igen.

- Væk, sukkede han.

- Jamen, den kan da ikke bare forsvinde, klynkede jeg.

I et par sekunder var der så stille, at man kunne høre vinden suse mod tagets strå. Holt sad bare og stirrede ud i luften. Lyden af mænd udenfor huset var næsten skræmmende ovenpå stilheden.

- Goddag Holt, sagde høvdingen med sin dybe stemme.

Holt så på ham.

- Goddag.

- Holt, vi er kommet for at gøre figuren klar til ofringen. Pil siger, at den er færdig.

- Far, sagde Pil. - Figuren er væk.

- Hvad siger du? Hvem kan finde på at tage figuren. Er den stjålet?

Holt trak på skuldrene. Da så jeg, at store tårer løb ned mellem skægstubbene på hans kinder. Der er ikke noget så ubehageligt, som en voksen mand, der græder. Og så min mester. Jeg følte mig så ensom som aldrig før.

Høvdingen var rasende.

- Lad den onde gud tage ham, som kan finde på at stjæle figuren! Hvis vi ikke ofrer til moseguden, dræber sygdommen os alle!

- Jeg kan lave en ny, foreslog Holt uden overbevisning. Han vidste, at han aldrig kunne lave sådan en figur igen.

- Det er der ikke tid til! sagde høvdingen. – Vi skal ofre nu til vintersolhverv, ellers er vi alle fortabte.

Der blev stille i værkstedet. En uhyggelig, trykkende stilhed. En uheldsvanger stilhed, som kun kunne brydes af mere ulykke.

- Figuren lignede mig, sagde Pil stille. – Det var mig. Det må være gudernes vilje, at den skulle gå tabt. De vil ikke have en menneskelignede figur, de vil have mig.

Ingen sagde noget.

- Det vil være en ære for mig, sagde hun og så lige på sin far, høvdingen.

- Mit barn, det er endnu ikke vintersolhverv. Der er endnu fire dage, der må findes en anden løsning. Jeg vil tænke over det. Der skal tænkes, ingen ord kan bruges lige nu.

Høvdingen gik med sine mænd.

- Pil, hvorfor sagde du det? spurgte Holt, da de var borte. - Ingen skal ofres, fordi figuren er væk og slet ikke dig!

- Holt, det kan jo ikke blive ved det her. Sygdommen spreder sig, vi er nødt til at gøre noget. Guderne vil dette, og det er en pligt og en ære for høvdingens datter.

- Jamen … begyndte Holt med grødet stemme og tog hendes fine hænder i sine store, grove.

Han lød som en lille dreng.

– Holt, jeg må gå nu.

Pil slap hans hænder og gik.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg lå vågen hele natten. Det, tror jeg også, at Holt gjorde, for næste morgen virkede han meget sløv. Efter lang tids arbejde, hvor ingen af os havde sagt noget, kunne vi høre hornet tude. Det var det horn, høvdingen brugte, når vi skulle samles ved det store egetræ.

Da Holt og jeg kom hen til træet, var de fleste der allerede. Før sygdommen fyldte vi næsten hele pladsen, men nu var vi ikke flere, end at vi næsten alle kunne være under det store træs brede krone.

Midt i forsamlingen stod høvdingen sammen med sin datter.

- Figuren er forsvundet! råbte han.

Først var alle helt stille, men så, næsten som på et aftalt signal, begyndte de alle at råbe i munden på hinanden.

- Hvad sagde han?

- Er figuren væk!

- Jamen, hvem er det, der har taget den!

- Det kan ikke passe!

- Vi dør alle af byldepesten!

Angsten stod malet i deres ansigter.  

- Stille! råbte høvdingen. - Vi må finde en løsning.

Så begyndte nogen at komme med forslag.

- Lad os ofre vores kvæg! lød det fra gamle Hugin.

- Aldrig. Så dør vi af sult. Hvad skal guderne med vores kvæg, råbte Hartad.

Det var ved at udvikle sig til skænderi og slagsmål, da Pils stemme pludselig skar tydeligt gennem al kævlet.

- Det nytter ikke noget, at I står og skændes. Det hjælper ingen. Figuren lignede mig, lad mig blive ofret. Det er min pligt og en ære.

- Nej, råbte høvdingen bestemt. - Det tillader jeg ikke.

- Jo far! Det er gudernes vilje, sagde Pil. – Selv du kan ikke sætte dig op mod dem!

Det var tydeligt, at høvdingen vidste, at han intet kunne stille op.

Holt havde stået ved siden af mig under hele forestillingen uden at sige en lyd, men nu stod han pludselig ved siden af Pil.

- Heller ikke du kan forhindre det, Holt, sagde hun beslutsomt.

Holt nikkede.

- Godt. Rejs til guderne og hjælp os alle, sagde han. – Jeg følger efter dig om kort tid. Så kan guderne ikke andet end være tilfredse.

Holt så på høvdingen. Han nikkede.

Ingen sagde noget, før smeden pludselig brød ud af forsamlingen.

- Du får ikke min tilladelse! brølede han.

Pil kiggede forvirret rundt.

- Hvad mener du? spurgte Pil. – Vil du have, at vi alle dør?

- Smeden så på høvdingen og forventede, at han skulle sige noget, men han sagde ingenting.

- Jeg vil ikke have, at du bliver ofret! råbte Bjørn. – Du skal være min kone, ikke gudernes.

Jeg kunne se på Holt, at han følte sig dårligt tilpas. 

- Bjørn? sagde høvdingen roligt. – Det her er ikke noget, du beslutter, det er noget, guderne bestemmer.

- Jamen, hun er lovet til mig!

- Og du står højere end guderne?

Smedens blik flakkede fra Pil til forsamlingen og tilbage igen. Så vendte han sig og løb. Han løb hen over marken, ned mod mosen. Han forsvandt mellem en gruppe elletræer. Det var det sidste, nogen så til smeden Bjørn.

Holt og Pil så på en måde lykkelige ud. I hvert fald var det tydeligt, at de var sikre på, at de gjorde det rigtige. Måske tænkte de ikke på, hvad der skulle ske dem til vintersolhverv. Det var egentlig uhyggeligt, men det var ikke noget, der kunne ses i deres ansigtsudtryk. De var nok lykkelige, ja.

Men den dag, hvor Pil skulle ofres, var udtrykket i hendes og Holts øjne ikke lykkeligt. Hele landsbyen var samlet ved mosen for at se ofringen. Pil stod ved høvdingens side. Mændene i byen havde været tidligt oppe for at gøre klar.

Høvdingen blæste i hornet. Pil havde et smukt skind om skulderen, og hendes hår var opsat i en fletning. Pil gik forrest sammen med sin far. Efter dem kom resten af hendes familie og derefter hele byen. Pil og høvdingen gik hen til rebet. Hendes far lagde rebet om hendes hals.

Høvdingen selv og to af hans mænd trak i rebet. Kun en lille skælven viste, at Pil var død.

Derefter blev hendes krop lagt ned i mosen.

Tårerne løb ned af kinderne på Holt.

Den dag Holt skulle ofres, var stemningen mærkelig. Han havde fået en portion grød et par timer forinden. Høvdingen blæste i hornet. De var der alle omkring træet skælvende af kulde. Det varede ikke længe, før Holt blev hejst op i træet.

Måske er det virkelig slut. Måske var vores ofre ikke forgæves.

Måske har vi stadig de onde ånder blandt os. Måske bryder bylderne ud igen i morgen. Og hvad nytter det så? Så er vi alle sammen fortabte.