Topmenu - include
Til forsiden English Version Til forsiden
Et lig dukker op Det nøgne lig Undersøgelser Tollundmandens tid Andre moselig Bøger og video Baggrund
Baggrund

Nyheder

Var det sådan?

Skoledel

Hvor kan han ses?

Spørg/kontakt

Gæstebog

Sitemap

Om denne side


 Læs videre

Bøger på Silkeborg Bibliotek:

Bøger Bøger om Tollundmanden
af Christian Fischer

Artikler:

Artikler Om Tollund-
manden
Artikler af Christian Fischer i tidsskrifter og aviser

Flere bøger m.v.

 Forsiden Baggrund Var det sådan? Min historie

Min historie om Tollundmanden

Af museumsdirektør Christian Fischer, Silkeborg Museum

Når jeg samler alle de oplysninger, som de forskellige eksperter har givet os om Tollundmanden, så når jeg til at hans sidste dag må være foregået nogenlunde således:

En vinter- eller forårsdag for godt 2.300 år siden spiser en mand et måltid mad, bestående af grød eller vælling. Det er lavet af korn og frø, som man har indsamlet og malet på en skubbekværn. Manden er omkring 30 år - han lader ikke til at være syg, i hvert fald ikke så det kan ses på ham. Kun indvoldsorm har nu og da generet ham lidt. Ca. 12 timer efter, at han er færdig med at spise, bliver han hængt - nok som et offer til guderne. Det hele foregår roligt, for der er bagefter ikke spor af, at hans hænder og fødder har været bundet. Hængningen sker uden "frit fald", for der er ikke brud på hans halshvirvler.

Efter han er død, skærer de efterladte læderrebet, som han er hængt med, over og bærer ham på en plankevej ud i mosen. Her har man tømt en tørvegrav for vand og lagt ham ned i den i en stilling, som om han sov. Hans ansigt bærer nok spor af hængningen - øjnene har været fremstående, munden åben og tungen har hængt ud. Men de efterladte sørger for, at ansigtet bliver bragt i ro som hos en sovende. Kort tid efter at de har lagt ham i tørvegraven, stiger mosevandet op og dækker ham, og allerede sommeren efter begynder mosens planter at vokse henover ham. Mere end 2.300 år senere støder Viggo og Emil Højgaards tørvespader på ham.

Hvilken gud, han blev ofret til, ved vi ikke. Men udbredelsen af moselig i Danmark viser, at de findes i de samme områder, hvor man i jernalderen har gravet tørv. Det er derfor ikke svært at forestille sig, at moseligene netop er takofre til guden til gengæld for den tørv, man gravede op af gudens mose.

Når Tollundmandens samtidige i landsbyen døde, blev de ikke begravet på samme måde som han. De blev brændt på et ligbål og knoglerne anbragt i en urne, der blev sat ned i en grav. Urnen blev ofte dækket af sten og omgivet med en stencirkel, som det f.eks. er almindeligt i Midtjylland. I andre egne af Danmark har man forskellige begravelsesskikke, men overalt er ligbrændingen den almindelige skik - bortset altså fra den lille flok mennesker, som man har ofret og lagt ud i moserne i ubrændt tilstand. Forklaringen er nok den, at når disse mennesker blev givet som offergave til mosens gud, ville man ikke byde guden en krukke brændte ben - nej, guden skulle have et helt menneske, der virkelig kunne tjene ham.

 Mere om Var det sådan?
Se og hør et digt om Tollundmanden
En dag vil jeg tage til Århus...

Illustrationerne på dette websted
Se Niels Bachs bud på begivenhederne omkring Tollundmandens liv og død...


Om denne side | Sitemap | Besøg Tollundmanden | Kontakt os
© 2004 Silkeborg Bibliotek, Silkeborg Museum og Amtscentret for Undervisning, Århus Amt. Webredaktøren