Bøger på Silkeborg Bibliotek:

Artikler:

Vi har intet skriftligt materiale fra Tollundmandens tid i Danmark, men i Romerriget i Italien var der på den tid folk, der kunne skrive og læse. En af dem var Cornelius Tacitus, som nedskrev beretninger, som han hørte fra handelsfolk, der besøgte Nordeuropa. Handelsfolkene fortalte om de vilde stammefolk - som romerne anså dem for at være - der boede mod nord.

Tacitus skrev bl.a.: "forrædere og overløbere hænger de i træer, kujoner (feje), krigsrædde (bange for at gå i krig) og unaturligt utugtige sænker de i smudsige sumpe med grenværk lagt ovenpå ". Et andet sted skriver Tacitus, at en germansk stamme, semnonerne (i Nordtyskland), ofrede mennesker.

Begge beretninger kan passe på Tollundmanden og mange af de andre moselig, men Tacitus skrev sin beretning omkring 400 år efter, at Tollundmanden var død. Hvis noget af det, Tacitus beretter, skulle passe på Tollundmanden, så må det nok være den sidste beretning. For ét står fast - Tollundmandens samtidige kan ikke have været uvenner med ham - på trods af at de hængte ham! Man kan ikke forestille sig, at de ville have båret ham ud i mosen og omhyggeligt anbragt ham i den sovestilling, som han blev fundet i, hvis de havde anset ham for at være en forbryder.

Ofringsscene på Gundestrupkarret. Stort billede. Foto: Lennart Larsen

Hvem denne gud eller disse guder var, kan vi ikke sige med sikkerhed, men udbredelsen af moselig i Danmark viser, at de findes i de områder, hvor man i jernalderen har gravet tørv. Det er derfor nemt at forestille sig, at disse mennesker netop er takofringer til guden til gengæld for den tørv, man gravede op af gudens mose.

Et stort sølvkar, Gundestrupkarret, som blev ofret i Rævemosen i Himmerland, viser en ofringsscene, hvor person bliver druknet i et kar. Karret er fremstillet i Sydeuropa og har været ufatteligt værdifuldt. Men guderne skulle have det bedste, og det blev ofret på næsten samme tidspunkt, hvor man også ofrede Tollundmanden.