Topmenu - include
Til forsiden English Version Til forsiden
Et lig dukker op Det nøgne lig Undersøgelser Tollundmandens tid Andre moselig Bøger og video Baggrund
Baggrund

Nyheder

Var det sådan?

Skoledel

Hvor kan han ses?

Spørg/kontakt

Gæstebog

Sitemap

Om denne side

 Forsiden Baggrund Om Tollundmanden.dk Brugerundersøgelse

Brugerundersøgelse

Tollundmanden - 2 feltstudier

Baggrund for testen

Tollundmandens websted blev i januar 2005 udgangspunkt i et skriveværksted på Funder Skole i Silkeborg. På skolen stod forfatteren Sally Altschuler for en interaktiv skriveproces, hvor en skoleklasse ud fra websiderne om Tollundmanden og jernalderen skabte en fælles fiktion om Tollundmanden.

Der blev ikke produceret undervisningsmateriale til websiderne ud fra den pædagogiske betragtning, at eleverne ved selvoplevelse på websiderne skulle finde relevante oplysninger om Tollundmanden og hans samtid.

Formålet med feltstudiet var at undersøge, hvorvidt hjemmesiden, www.tollundmanden.dk, er brugervenlig og relevant til undervisningsforløbet.

Derfor deltog 3 medarbejdere fra Silkeborg Bibliotek som observatører de 2 gange, hvor klasserne første gang
  • undersøgte hjemmesiden for at danne sig en fornemmelse af materialer de kunne bruge til løsning af opgaven
  • udnyttede bøger og hjemmeside til den konkrete skriveproces som del af opgaven

Supplerende materiale til emnet

Bog: Margit Broust Jensen & Estrid Tomasson: "Alle tiders jernalder" (Alinea)

Feltstudier

Oplæg fra lærerne

Første gang fik eleverne besked om, at "suge alle de informationer ind I kan omkring Tollundmanden og hans tid. I næste uge vil vi så gå mere detaljeret til værks, når skrivearbejdet begynder."

Anden gang havde eleverne sammen med forfatteren lavet skabelon til de enkelte kapitler.
De skulle lave et aftalt kapitel som gruppearbejder. De fik besked på at sætte sig, så de havde en PC til at vise hjemmesiden på og en PC til at skrive Word-dokument med deres indhold. Krav til det skriftlige: ca. 3 sider i Word.

Generelle kommentarer

Lærerne er til stede som konsulenter, den ene er lidt hurtig til at hjælpe grupperne med at finde steder på hjemmesiden, næsten før de selv får funderet over det.

Eleverne har let ved at miste koncentrationen i de enkelte grupper - og i de situationer oplever man, at en i en gruppe sætter sig til at surfe på hjemmesiden uden konkret mål.

Anvendelsen af hjemmesiden

Suge informationer

Den første gang er det gennemgående træk, at alle forsøger at nå at se alle videofilm fra hjemmesiden. Bøgerne har de ikke med i IT-lokalet den dag, men har læst dem tidligere i forløbet.

En gruppe bliver spurgt, hvad de synes om siden i forhold til bogen og svarer, at "Bogen giver alt det grundlæggende - siden giver alle detaljerne".

Anvende informationer

Anden gang bruger eleverne bog og hjemmeside meget lidt til historierne, og nogle grupper bruger dem slet ikke - de 'digter' ud fra en blanding af hukommelse og fantasi.

"Helbrede sygdomme, kunne vi ikke finde hverken i bøgerne eller på hjemmesiden (tekst og søgning)" Og de giver udtryk for, at også bøgerne giver dem stof til opgaven:

"Jeg har også meget fra bøgerne, jeg har lige været oppe at læse lidt igen"
"Lige meget fra bøger og hjemmeside"
"Lidt fra hver"

Tilsyneladende kan de huske mange ting fra de foregående gange, de har set på hjemmeside/bøger, eller de har fundet de informationer, de har brug for - og i nogle tilfælde har de opgivet at finde eksakte oplysninger om delemner.

Trods tvivl i grupperne flere gange kontrollerer de ikke, om de på hjemmesiden eller i bøger kan finde et konkret svar, de stoler på hinandens udsagn.

Eksempel:
K: "Dagen efter… kom Pil" ......
P: "Kunne også være sådan, at han køber et smykke til hende"
A: "De havde ikke penge, havde de?"
De andre mener nej: K "Sådan som vi havde det i bøgerne"
A: "Halskæde af guld", P: "Der var ikke guld", A: "Som han har taget med fra rejsen"
A: "Med lilla rubin", P: "Overdrevet, på hjemmesiden står der perlekæder" (de retter til 'ferskvandsperler')

Forespurgt lidt senere, om de har brug for hjemmesiden til denne opgave:
A: "Nej, det her er jo mest snak",
K: "Jo lidt til det om halskæden" (hvor de ikke gik på hjemmesiden, men tog det efter hukommelse)

Eksempel 2:
V: "Hvad f.eks." (om handel med varer)
H: "Det ved jeg da ikke, stod det ikke på hjemmesiden?"
V: "Jo, en kappe"

De digter lidt tekst omkring det.
H: "Blå eller rød kappe, det er det jeg har set på Vikingemuseet"

Forespurgt lidt senere, hvor de får idéer og materialer fra:
M: "Vi har set på hjemmesiden"
V: "Og læst næsten 100 sider i en bog 'Alle tiders jernalder'"

Layout generelt

Forespurgt om hvad indtryk af siderne er, synes en, at det virker lidt gammeldags p.g.a. billederne, men synes ellers at siden er god med mange ting.

De andre mener, at siden som en avisside ser spændende ud, når man kommer ind på den.

Der er ingen kommentarer til farvevalg.

Billeder

Problem: En enkelt gruppe havde problem med forstørret billede: De klikkede på billede i siden. Pop-up billedet skulle flyttes lidt for at kunne lukke vindue.

De synes, at det er godt med mange billeder, fordi "motiverne i sig selv siger noget, så man slipper for at læse teksterne"

Et par af grupperne forstørrer generelt mange billeder i siderne. Og de vil gerne have en kort tekstforklaring under det forstørrede billede, så de ikke skal finde det i teksten på siden bagefter. De forbinder ikke billedet "Tørvepladsen" med tekst (siden Mosen, hvor det blev fundet), men da de henvises til, at der måske står noget i teksten, skimmer de - og finder det.

Navigation

Problem: Top-menuen vises lang tid før resten af siden kommer op, det sker hver gang en side vælges!

De fleste bruger top-menu, deri vælger de undermenupunkter. Finder generelt ind på sider ved hjælp af link i sider eller top-menuen.

To drenge forklarer, at første gang de kom på hjemmesiden, savnede de en menu i venstre side, "men nu bruger vi jo så den i toppen eller link i siden, og det er OK"

Som svar på spørgsmål synes en anden af grupperne, at det er ikke så svært at finde rundt - et lidt tøvende "neeej" og de kunne godt lide opstillingen i bokse.

Inspirationsboksene

(de firkantede bokse i højre side):
Generelt bruger de ikke venstre eller højre boksene ud over den med video.

Den menu til venstre har de generelt ikke bemærket, og slet ikke at den svarer til højreboksens: "Måske fordi den står så svagt oven på billedet"

En gruppe siger, at de bruger boksene delvis, hvis de ser spændende ud (d.v.s. annotationernes betydning).

Flere mener, at de gule bokse i højre side ikke er specielt spændende: "Ser ikke så meget i de firkantede bokse, vil hellere nå at læse teksterne i dag"

Indhold i siderne

Videoklippene

De er meget begejstrede for videoklippene - alle ser dem meget koncentreret, men få skriver noter undervejs:

"Det er gode ting man får at vide i videoerne i stedet for at skulle læse det hele"
"Flere film en anden gang, læsning er ikke sjovt"

En af dem skriver i gæstebogen:
"Det er nogle okay film du har fremskaffet dig. Du må sgu have nogle gode kontakter! "

Og anden gang vender vi så tilbage til, om de kan bruge det de så på videoerne sidste gang:

"Ja, og er talen ikke nok, kan man jo så se det på billederne"

Tekst

De synes ikke teksterne er svære, men har dog problem med enkeltord, f.eks. Ornament.

Og de mener, at det er gode tekster, som ikke erstattes af video.

"Teksten giver mere end videoklippene" "Har set videoerne før, så nu supplerer jeg ved at læse teksterne, der står mere i teksterne"
"Godt at kunne gå ind under det, man vil finde noget om"
"Mange vil kunne læse den tekst, den er nem nok"
"Teksten er let at forstå"

Derimod synes de, at nogle ting er svære at finde på siden. Eksempler på spørgsmål, som de ikke fandt svar på i teksterne på hjemmesiden (uden brug af søgning):

  • Hvor mange mennesker bor der i en landsby? (eleven havde talt huse på fotografierne og ganget med antal mennesker inde i et hus på et fotografi!)
  • Er der noget om heksedoktorer?
  • Noget om helbredelse af sygdomme?

Søgning

Ingen af grupperne finder søgefunktionen selv, men det virker heller ikke som om de leder efter den. En gruppe får hjælp til at finde søgefunktion. Reaktion: "kan man det?"
Derefter søger de på "læge", "senge", "mad" - de to første søgeord giver ikke det ønskede resultat, mens det sidste giver link til siden 'Sidste måltid'.

Eksempel:

V sidder og kigger på hjemmesiden 'Hverdagen i jernalderen':
"Vi leder efter hvad børn legede med"
De finder afsnittet, men er i tvivl om, hvorvidt de har nok om det, men bruger det til at formulere noget tekst.
V søger nu på hjemmesiden med ordet 'lege' og de får henvisning til den side de lige er kommet fra.
Han prøver 'Pige lege' men får stadig kun samme side.
Så opgiver de.

Et enkelt hold bliver spurgt om, de kan finde tilbage til noget i de videoer de har set, eller om de husker det. Det skaber tvivl: "Ved at se den igen, og høre teksten, men ellers ikke"

Konklusioner

Navigation

Eleverne bruger generelt top-menu, nogle få bemærker de andre muligheder for navigation. De mange muligheder synes derfor ikke i dette test at være nødvendige. Erfaringer fra andre typer hjemmesider viser dog at det er godt at have flere typer navigation.

Den ensartede brug i dette test kan skyldes, at top-menu vises i lang tid på skærmen før resten af siden præsenteres, derfor har eleverne fokus på top-menuen.

De mange ekstra tilbud til hjælp for navigation, sitemap, brødkrummespor og inspirationsboksene udnyttes slet ikke. Det kan skyldes, at eleverne havde så meget fokus på videoklippene, at de reelt ikke 'surfer' , men navigerer målrettet efter videoerne allerede den første gang, selv om det var formålet med den del af forløbet, at de skal 'surfe'.

Forslag til forbedringer
Det bør overvejes, om den store fokus på videoerne på længere sigt kan bruges således, at præsentationen af videoklip kan bruges til at inspirere eleverne til at se på andre relevante dele af hjemmesiden. Det kan ske ved at supplere præsentation af videoer med link og meget korte tekster til de relevante sider på samme måde som billedtekster og link under billeder.

Søgefunktionen

Eleverne udnytter ikke umiddelbart, at der er mulighed for at søge, og når den bliver anvendt henviser den ikke nødvendigvis til svar på deres spørgsmål.

Set i relation til gruppernes lille anvendelse af søgefunktion den første gang, kan den manglende anvendelse af hjemmesiden anden gang skyldes, at de ikke kan huske, hvor de har set/læst informationerne, og ikke har energi til at 'surfe' efter det igen.

Samme problematik opstår ved videoer, hvor man ikke har en søgefunktion til indholdet af filmene. Og kan de ikke huske klippene fra hinanden, vil det være en stor opgave at lede i dem igen.

Forslag til forbedringer
Der er generelt behov for et indeks med begreber, stikord og delemner, som kan optræde enten på de enkelte sider eller i videoklip.

Et sådant indeks, skal kunne give en meget kort tekstforklaring/resumé og henvise med link til steder i hjemmesiden, hvor det pågældende ord/emne indgår enten som tekst, billede eller video.

Spørg/kontakt

Denne funktionalitet bruger de ikke, og der har ikke været direkte spørgsmål omkring det.

Forslag til forbedringer
Spørg/kontakt kan bruges som et supplement til søgefunktionen. Med spørg/kontakt kan en redaktion give lidt mere fyldestgørende svar på spørgsmål. Hvis redaktionen lægger spørgsmål og svaret ind i en 'Ofte Stillede Spørgsmål', giver det mulighed for at andre kan få glæde af både spørgsmål og svar frem for den nuværende en-til-en kommunikation med mail.

Video og billeder

Begge medier er populære og væsentlige informationskilder for eleverne. Det er derfor vigtigt, at det store udbud af disse medier fastholdes også fremover.

Tekster

Teksterne opfattes på samme måde som bøger. Eleverne læser dem, hvis det er nødvendigt, ellers ikke. Teksternes niveau er i orden, ingen større forståelsesmæssige problemer, heller ikke for de der af skolen betegnes som 'svage'. Og læser de teksterne finder de dem spændende.

Forslag til forbedringer
Inspiration til at læse teksterne kan bedst forbedres gennem layout af teksten: Der findes mange retningslinjer for at skrive til Nettet, så tekster gøres letlæselige og nemme at 'skimme' og tilgængelige for alle.

Her tænkes især på ensartet brug af overskrifter på delafsnit, godt med luft mellem delafsnit, korte tekstlinjer….

Gæstebog

Den udnyttes mest til små hyggekommentarer. Det er vigtigt, at beholde, men det kræver konstant redaktionel indsats.

Bilag til brugerobservationerne

Opmærksomhedspunkter ved observationerne.
Liste over udvalgte emner, som observatørerne har brugt som checkliste under observationerne.

Flere oplysninger om projektet

Projekt- og samarbejdsaftale

Projektbeskrivelse

Om denne side | Sitemap | Besøg Tollundmanden | Kontakt os
© 2004 Silkeborg Bibliotek, Silkeborg Museum og Amtscentret for Undervisning, Århus Amt. Webredaktøren