AMULETTEN

 

Roman skrevet af 7.b

Funder Skole

 

Pavel Golubkov

Jeppe Kvejborg

Rasmus Jensen

Stephanie Jensen

Jesper Knudsen

Stephanie Lillelund

Jeppe Lysdahl

Christine Nielsen

Henriette Nielsen

Pernille Nielsen

Emil Nikolajsen

Morten Olesen

Mikkel Pedersen

Randi Poulsen

Bo Stenholt

Jacob Sørensen

Camilla Thomsen

Win Yusra

 

Klasselærer Marianne Kristensen

 

 

Kapitel 1

 

Mit hjerte holdt op med at slå, da jeg vågnede af en urolig søvn og så to glødende øjne lyse i mørket. Jeg var sikker på, at det var en dæmon. Langsomt trådte en sammenkrøbet skikkelse frem i det svage lys. Det var ildstedets sidste gløder, der glimtede i de fremmede øjne. De stirrede på mig, som om mørket ikke var en hindring.

Pludselig smed skikkelsen en gren på gløderne. Da ilden fængede, så jeg en kvinde, der betragtede mig nysgerrigt. Hvordan var hun kommet her? Dette måtte være en drøm, og jeg sov stadig.

Men nej, jeg drømte ikke. Det var virkelig en kvinde. Hun var endda smuk.

- Hvem er du?

Min stemme var grødet. Jeg havde ikke brugt den længe.

- Jeg er Amma.

- Hvorfor er du her?

- Jeg skal ofres til de store guder. Ligesom dig.

- Du lyder ikke, som om du er ked af det.

- Det er jeg heller ikke. Det er en stor ære. Jeg glæder mig til at være sammen med guderne.

Hendes øjne strålede.

- Det gør jeg ikke, sagde jeg.

- Det er fordi, du er fremmed. Du kender ikke vores guder. Hvor kommer du fra?

- Jeg kommer fra en lille landsby syd for de store bjerge, i den nordlige del af det store romerrige, sagde jeg og tænkte på min familie igen. Jeg tænkte meget på dem.

Amma var tavs i et stykke tid. Jeg kiggede rundt i værelset. Nu skulle vi jo dele sovebænken, men så kom vi heller ikke til at fryse. Jo, de passede godt på mig. Guderne skulle kun have det bedste, og det var mig. Og altså også hende.

Amma smed noget mere på ildstedet, så lagde hun sig ind under skindtæppet og lå på bænken og kiggede op i loftet. Jeg sad på kanten og så ned på mine hænder, som hvilede i mit skød. Det knitrede i ildstedet. Til sidst brød hun stilheden.

- Jeg har aldrig set et bjerg, sagde hun. - Vil du ikke fortælle noget mere fra din hjemegn?

Hun kiggede stadig op i loftet.

- Jo, det kan jeg da godt, sagde jeg forbløffet og kiggede op. Hvorfor ville hun vide noget om det?

- Men det kommer nok til at tage lang tid, sagde jeg.

- Det gør ikke noget, sagde Amma og rejste sig halvt op. - Vi har jo masser af tid.

- Det, jeg husker tydeligst, var nok det gyldne korn, der bølgede i takt med vinden om sommeren. Kornet lyste som guld.

Jeg smilede for mig selv, mens jeg talte. Amma lagde sig ned igen. Hun lukkede øjnene, men jeg tror, hun lyttede.

- Jeg boede sammen med min familie og dyrene i et hus. Jeg var ganske velhavende. Vores hus var over 60 skridt langt. Dyrene stod i den ene ende af huset, og vi boede i den anden, ligesom her. Min kone hedder Claudia og mine to børn Lucilla og Flavius.

- Sikke nogle mærkelige navne. Er børnene drenge eller piger?

- Lucilla er min datter. Flavius er min søn. Min far boede også hos os, indtil han døde. Når jeg bliver ofret, vil jeg sidde sammen med ham og kigge ned på vores familie.

- Hvad lavede du?

- Jeg var smed. Jeg lavede sværd og spyd til høvdingen og krigerne. Min søn hjalp til. Min kone og datter lavede vidunderlig mad, og hun sørgede altid for at ofre til vores husgud.

- Hvad var det for en gud? Ligesom Myr ude i mosen?

- Nej, slet ikke. Vores husgud hed Juno. Han beskyttede vores hus og familien. Jeg ofrede også til Vulcan, smedenes gud. Jeg havde også en amulet, som min far skar til mig, da jeg var omkring ni år. Den har beskyttet mig mod det onde.  Den huser en gud, som passer på mig.

- Hvor er den så nu, din amulet? spurgte hun

- Den har høvding Aske taget. - Han troede, at den ville give byen regn.

- Det havde vi også brug for, sagde Amma. – Tørken varede hele sommeren. I mit liv har der aldrig været så slem en tørke.

- Men det er min amulet. Det var dumt af Aske. Han havde ikke ret til det.

- En høvding har altid ret, sagde Amma.

To mænd kom med mad til os. Det var en slags grød. Grød igen. Hvor jeg dog savnede Claudias mad.

Vi var meget sulte, så vi spiste hurtigt.

- Tænk, at vi får rigeligt, mens resten af byen sulter, sagde Amma.

Jeg svarede ikke. Jeg ville hellere sulte og leve end spise og dø.

Det var ved at blive mørkt udenfor, så vi smed en klods tørv på ildstedet og lagde os til at sove. Hendes krop var varm. Varm som Claudias.

Lidt efter faldt vi i søvn. Jeg drømte en dejlig drøm om hverdagen derhjemme og min familie. Vi var alle sammen lykkelige. Jeg vågnede ved, at Amma snakkede til mig.

- Jeg kan ikke sove. Kan du ikke fortælle videre?

Jeg rejste mig og smed en knude på ildstedet.

- Hvad skal jeg fortælle om?

- Om dit liv, om din familie. Hvordan var din kone?

- Claudia. Hun og jeg var som sol og måne. Mine børn var nogle stærke unger. De sloges tit, selvom Flavius er lidt stærkere end Lucilla.

- Min far døde, lige før jeg tog af sted, så tiden, inden jeg rejste, var meget trist.

- Hvor stor var den by, som du boede i? spurgte hun.

- Der var omkring ti familier og mange trælle, så landsbyen var ikke særlig stor, men stor nok til os. Nogen gange samledes vi om aftenen om et stort bål. Vi sang og fortalte historier. Vi holdt også store fester for guderne. Så drak vi vin og spiste kød og brød, og vi sang mange sange. Når vi fik for meget vin, sang vi meget højt.

- Hvad er vin? spurgte Amma.

Jeg forklarede, at det var ligesom deres mjød.

- Det smager bare meget bedre, sagde jeg.

Jeg fortalte hende om markerne og dyrene, og om de varme sommernætter.

- Guderne var milde og gav os gode afgrøder. Der var som regel nok til, at alle var mætte. Også trællene.

Mens jeg fortalte, kom jeg til at tænke på den vidunderlige fornemmelse af den første regn efter såningen. Jeg plejede at lægge mig på jorden og lade mig gennembløde af den.

Jeg kunne have fortsat med at fortælle, men Amma standsede mig.

- Jeg er ved at være træt, så jeg vil sove nu. Jeg vil drømme om dit dejlige land, sagde hun.

- Så vil jeg drømme om min familie.


Kapitel 2

 

- Hvordan endte du så her?

Det var en kold morgen, og Amma rejste sig og smed nogle brændeknuder på ildstedet. Ilden slikkede op ad knuderne. Hun satte sig tilbage på bænken og kiggede afventende på mig.

- Som jeg sagde, så var jeg smed og ret god til mit job. En tidlig morgen vågnede jeg ved, at en hund gøede i det fjerne. Jeg stod op og gik udenfor for at se, hvad der var på færde. Der var kommet fremmede til landsbyen. En enhed fra den mægtige romerske hær. Officererne var til hest, og deres rustninger glimtede i solen. Flot så det ud. Deres anfører red lige hen til mig.

- Er der en høvding i denne by?

Han stemme var dyb og klangfuld.

Jeg var ret forbløffet over, at det lige var mig, han spurgte. Jeg var jo ikke vant til at tale med så fornemme folk, men jeg nikkede og viste ham vejen hen til høvdingens hus. Officeren gik ind, og jeg skyndte mig hjem.

Min kone løb mig i møde.

- Hvor har du været? Og hvad laver alle de soldater her?

Jeg kunne tydeligt se angsten i hendes øjne. Jeg omfavnede hende og hviskede beroligende til hende.

- Du skal ikke være bange, de går sikkert snart igen.

Vi gik langsomt ind og vækkede børnene. Bare fordi der var kommet soldater, betød det jo ikke, at dagens arbejde ikke skulle gøres.

 Vi havde lige spist morgenmad, da soldaternes anfører trådte ind i huset.

- Jeg skal tale med smeden.

Der blev ualmindeligt stille i vores hus. Selv Flavius og Lucilla, som ellers altid larmede, blev pludselig tavse. Claudia sendte mig et uroligt blik.

- Det er vel mig, du skal tale med så.

Jeg rejste mig langsomt, mens jeg kiggede på min kone, der sænkede blikket.

- Denne vej, sagde officeren og gav tegn til, at jeg skulle følge med ham udenfor. - Vi har ladet os fortælle, at du er den bedste smed i omegnen. Derfor har vi valgt at tage dig med. Vi tager snart af sted, så pak dine ting.

Jeg var helt målløs og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var tvunget til at tage med.

Amma rejste sig op på albuerne.

- Hvorfor det? Var du ikke en fri mand?

 Jeg rystede på hovedet og kiggede hen til ildstedet.

- Hvis jeg havde nægtet, så …

 Jeg afbrød mig selv.

- Ved du, hvor modbydelige romere kan være?

Jeg kiggede på hende. Hun havde vendt sig om på ryggen og lå nu og studerede loftet.

- Nej, det ved jeg vel ikke. Jeg kender ingen romere. Bortset fra dig.

Hun sagde det uden at kigge på mig. Jeg rejste mig og begyndte at gå rundt.

- De ville have slået mig ihjel, hvis jeg havde nægtet. Jeg havde ikke noget valg. Desuden ville jeg få løn. Mange andre drømte om sådan et tilbud. Våbensmed i den store, romerske hær. Men jeg ville hellere være blevet hos min familie. Jeg nåede lige at sige farvel til dem, før vi tog af sted.

Vores deling skulle slutte sig til en af de store legioner, der kæmpede mod gallerne ved nordgrænsen. Vores centurion havde sendt spejdere af sted, så de kunne melde tilbage, hvis gallerne havde planlagt et baghold. Vi andre red i en kolonne. Forrest red vores officerer. Bagefter kom fodfolkene. Der var nok omkring 500 mand. Til sidst kom trosset.

- Trosset?

- Ja, alle dem der skal til, for at hæren kan fungere. Kokken, tømreren, smeden. Vi var i tre vogne, som blev trukket af nogle store heste. Jeg sad i en af disse vogne, og jeg kan stadig mærke den milde sommerbrise i mit hår.

Pludselig gik det hele galt. Den metalliske lyd af stål mod stål hang i luften. Vi var faldet i et baghold.

Det var gallere, der angreb os. Hvad med spejderne, skulle de ikke advare os?

Derefter tænkte jeg kun på at slippe væk fra kampen. Jeg sprang ned fra vognen og løb alt, hvad jeg kunne hen imod det nærmeste skovbryn. Jeg mærkede en rytters hårde tag i min venstre overarm. Han prøvede at hale mig op, men jeg trak min dolk og ramte hans underarm. Jeg kunne mærke, hvordan knoglen splintrede. Rytteren slap sit tag i mig med et hyl. Jeg fortsatte min flugt ind i skoven og smed mig bag en busk i håb om, at ingen af gallerne havde set mig. Sådan lå jeg i et stykke tid og holdt øje med, hvad der skete. Efterhånden stilnede kampen af. Gallerne havde vundet.

Nu var der ikke andet at gøre end at flygte. Jeg kravlede lige så stille væk fra mit gemmested, mens jeg kiggede tilbage for at se, om nogen havde opdaget mig. Ligesom jeg troede, at jeg var sluppet væk, stod der en kæmpestor galler foran mig. Han havde hjelm på hovedet, et rundt skjold i den ene hånd og en kolossal kølle i den anden.  Det sidste jeg mærkede, før det hele blev sort, var den bløde skovbund.

Amma så på mig. Hendes øjne var store og forventningsfulde.

- Fortæl videre. Hvad skete der så?

- Da jeg vågnede igen, lå jeg i en vogn. Mine hænder og fødder var bundet. Jeg kæmpede mig op i en siddestilling, men jeg lavede lidt for meget støj. En af gallerne opdagede, at jeg var vågen

- Nå, så vågnede han endelig. Jeg troede, han var død.

Gallisk er et mærkeligt sprog, men ikke så forskelligt fra mit eget. Jeg kunne forstå det meste.

Hele hans ansigt var dækket af ar, og han sad med en kniv i hånden. Jeg tror ikke, han forventede noget svar, så jeg sagde ingenting. Pludselig stoppede vognen. Vi var kommet til en lejr. Galleren med kniven skar rebene på mine fødder op

- Rejs dig og hop ned.

Da jeg gjorde, som han sagde, gav han mig et hårdt stød mellem skulderbladene, og jeg faldt ned på knæ. Galleren tog fat i min skulder og vendte mig om. Han pressede sin kniv mod min strube.

- Nå, hvad kan du så, romer?

- Jeg er smed, sagde jeg hæst.

Han fjernede kniven fra min strube igen og kaldte på en mand, der stod i nærheden.

- Hvad er det for en? udbrød den anden. - Kan vi bruge ham til noget?

Han kiggede på mig, som om jeg var et dyr af en art. Han var åbenbart deres anfører.

- Ja, det kan vi. Han er smed, svarede manden med kniven.

- Interessant. En romersk smed. Han er meget værd.

- Hvornår tager vi af sted? spurgte galleren.

- I morgen tidlig ved solopgang, sagde anføreren, - og vær nu ikke for hård ved smeden. Ham kommer vi til at tjene på.

Jeg blev smidt ind i et telt, og jeg hørte nogle vagter sidde og snakke udenfor. Jeg kunne kun koncentrere mig om de enkelte ord, og jeg var helt forvirret. Koldt var der også. Jo længere jeg kom væk hjemmefra, jo koldere blev det. Til sidst faldt jeg i søvn.

- Du sidder og digter, gør du ikke? Amma havde sat sig op og lænede sig nu op ad væggen.

- Selvfølgelig gør jeg ikke det, sagde jeg og fik pludselig lyst til at slå hende.

Hun løftede det ene øjenbryn.

- Bare fortæl videre.

- Vi kom længere og længere mod nord. Det værste var turen gennem de høje bjerge. Selvom det var forår, så var der snestorm og så koldt, at jeg troede, at mine tæer ville fryse af. På den anden side af bjergene var der et stort marked. Her blev jeg solgt til nogle handelsmænd, som tog mig endnu længere mod nord. Jeg kom til denne landsby ad en vej, som handelsmændene kaldte Hærvejen. Men vi så nu ikke en eneste hær på vejen.

”Du er altså smed?”

Det undrede mig, at høvdingen, Aske, talte til mig på mit eget sprog. Senere fandt jeg ud af, at han havde gjort tjeneste i den romerske hær.

Aske havde brug for en smed, så han købte mig. Han påstod, at jeg var alt for dyr. Sådan endte jeg altså her.

 

 


Kapitel 3.

 

- Aske har ikke været nogen dårlig herre. Jeg har aldrig sultet, og han har aldrig sat mig på opgaver, som jeg ikke kunne løse. Han var heller ikke bange for at vise, at han faktisk var glad for mig, men jeg vidste, at jeg var alt for værdifuld for ham, til at han nogensinde ville give mig min frihed. Det bruger I jo slet ikke her, som vi gør hjemme. Derfor besluttede jeg mig til at flygte.

- Flygte? udbrød Amma. – Men det gjorde du ikke alligevel?

- Jo, nu skal du høre. I brændestakken bag smedjen gemte jeg forskellige ting, jeg lavede og de ting, jeg kunne skaffe. De nederste af brændestykkerne i brænderækken blev aldrig brugt, fordi der blev fyldt på hen ad vejen. Jeg samlede et lager af mad, pilespidser,  et kort spyd og en bue.

En dag da jeg arbejdede i smedjen, kom Aske og fortalte om det sværd, han ville have, at jeg skulle lave. Det skulle være det flotteste og blankeste sværd lavet af jern fra udlandet, for det var jo bedre end vores eget. Han skulle bruge det til at bytte med nogle fine handelsmænd, som han vidste var på vej.

- Hvad er det egentlig, du har om halsen? spurgte han pludselig.

- Det er en amulet, som min far har skåret til mig. Den huser den gud, der passer på mig, svarede jeg og kiggede på amuletten

- Nå! det har den da ikke gjort særlig godt, lo Aske. - Sværdet skal være færdigt, før handelsmændene kommer.

Det var der allerhøjest et måneskift til. Jeg smedede det bedste, jeg havde lært. 

Handelsmændene kom som ventet. De var tre og så nogle trælle. De var trætte og tørstige. 

Aske bød dem indenfor og beordrede en af trællene til at komme med mjød. Så sendte han bud efter mig og sværdet.

- Her er det så! svarede jeg og viste dem det fine sværd, jeg havde lavet. Det var et meget smukt sværd, og jeg havde grund til at være stolt.

- Det er lavet af det fineste jern fra Germania, sagde Aske stolt.

- Er du sikker? Det er måske ikke det smukkeste, jeg har set, sagde den største handelsmand.

- Hvor har du set et flottere sværd end det, måske? vrissede Aske.

- Engang i Rom. Der så jeg høvdingens sværd, som var af guld, sagde den mindste af handelsmændene.

De to handelsmænd prøvede at se ud, som om de var meget betydningsfulde, men jeg var sikker på, at de aldrig havde set et guldsværd i Rom. Der er ingen høvding i Rom. Der er en tribun, men jeg sagde ikke noget.

- Dette sværd er en høvding værdigt, vrissede Aske. – For ser I, min smed, han har været smed for romernes høvding. Ikke sandt?

Aske så lige på mig. Han regnede med, at jeg var lige så god til at lyve, som til at smede.

- Jo, sagde jeg. – Jeg var tribunens smed.

Amma afbrød mig.

- En tribun? Hvad er det?

- Det er høvdingernes høvding i Rom.

- Han må være meget stærk, sagde Amma.

Jeg rystede på hovedet.

- I Rom er det vigtigere, at man er klog.

- Nå, det er da også vigtigt her … men hvad skete der så?

- Den store handelsmand indrømmede, at det var et godt sværd.

- Hvad kan I byde for det? spurgte Aske.

Så hentede de en stor kiste med handelsvarer ind i huset og hev nogle ting frem. En af dem faldt Aske for. Det var en stor blå kappe, men han syntes, det var lidt for meget at give sværdet for den blå kappe.

Handelsmændene blev her i nogle flere dage, og inden de tog af sted, havde de købt mit sværd. Aske fik kappen og et fad af det reneste sølv. Det var han godt tilfreds med.

Livet gik videre, mens jeg tænkte på, hvornår det bedste tidspunkt for min flugt ville være.

Så var det, tørken begyndte. Høsten blev ikke god, vi havde snart ikke mere mad. Alt melet var der blandet bark i. Rige som fattige, alle frygtede for deres liv.

Det var på dette tidspunkt, Aske fik den idé, at min amulet kunne standse tørken. En dag, da jeg kom forbi Askes hus på vej fra smedjen til trællehuset, hørte jeg, at Aske nævnte mit navn. Han talte med nogen andre om, hvad de kunne gøre for at skaffe regn. Jeg standsede op og lyttede gennem væggen. Aske var sikker på, at min amulet kunne skaffe regn til byen.

Det gjorde mig urolig. Jeg ville ikke undvære den, og derfor gemte jeg den under min sovebænk og tog den kun frem, når jeg skulle sove.

Næste dag arbejdede jeg, som jeg plejede. Jeg lod som om, jeg ikke havde hørt, hvad de snakkede om dagen før, da en af mændene kom ind i smedjen med en kniv, som også skulle laves. Han spurgte, hvorfor jeg ikke havde min amulet på.

- Hvad svarede du så? spurgte Amma

- Jeg spurgte, hvad han mente og kiggede ned ad mig selv. Jeg lod, som om jeg slet ikke havde opdaget, at den var væk!

Han gik igen. Kniven var helt ødelagt, og jeg kunne kun bruge det gamle skaft. Senere dukkede Aske op.

- Hvor er din amulet henne?

- Den er væk. Jeg har nok tabt den, da jeg huggede brænde til essen.

- Det var ikke så godt, svarede Aske, og så gik han igen.

Dagene føles meget  længere, når man er sulten. Sådan gik der lang tid med at smede og gå sulten i seng. Byens stormænd gjorde alt for at få regn til landsbyen. Aske gik så vidt, at han ofrede en af sine heste ved en stor ceremoni i mosen. Men det var forgæves. Lige lidt hjalp det.

Jeg kunne mærke på Aske, at han ikke troede på, at jeg havde tabt min amulet. Det kunne han jo sådan set have ret i.

En nat blev jeg revet op fra min sovebænk. Jeg havde amuletten om halsen.

- Nå, så du havde tabt den i skoven, hvad? brølede Aske og vækkede alle de andre i trællehuset.

Jeg sagde ikke noget. Så flåede han amuletten af og gik.        

    

 


Kapitel 4

 

Hvorfor troede Aske, at min amulet kunne få det til at regne? Troede han, at mine guder var stærkere end deres? Det var jo en amulet, jeg havde fået af min far til at beskytte mig. Var det nu, jeg skulle flygte? Jeg var i tvivl, om jeg overhovedet kunne overleve ude i vildnisset. Jeg var bange for, at hundene ville gø, eller om nogle af de andre trælle ville kunne høre mig.

Jeg havde pakket en taske med den mad, jeg havde lagt til side, og de våben, jeg havde lavet. Jeg tog også et reb med. Det kunne jeg altid få brug for. Rebet var snoet sammen og lå i skindtasken. Jeg havde tænkt mig at flygte ved at snige mig ud midt om natten, mens alle sov. Derefter ville jeg kravle over hegnet og flygte ind gennem skoven.

Det letteste ville være at følge Hærvejen mod syd, men jeg var bange for at blive opdaget. Jeg måtte holde mig i skovene, i hvert fald i et stykke tid.

Jeg havde meget svært ved at forlade landsbyen, mest fordi jeg frygtede, at jeg ikke ville kunne klare det uden min amulet. Jeg havde aldrig været uden den før. Men jeg vidste, at jeg blev nødt til det nu, hvis jeg nogen sinde ville se min familie igen.

- Farvel, hviskede jeg på vej ud.

Udenfor var der helt stille.

Jeg havde aldrig haft mere brug for amuletten end nu, men alligevel havde jeg ikke andre muligheder end at flygte uden. Hegnet var egentlig ret højt, men jeg måtte jo over. Jeg smed min taske over først og kravlede selv over bagefter.

- Var du ikke bange? spurgte Amma.

- Jo, men nogen gange bliver man også drevet fremad af angst.

- Kunne du så klare dig derude?

- Jeg var jo så bange for at nogen skulle opdage mig, at selv den mindste puslen i en busk fik mit hjerte til at springe et slag over. Det var uhyggeligt at gå rundt inde i skoven. Det føltes, som om nogen kiggede på mig, og jeg var hele tiden i tvivl, om det var det rigtige at gøre?

Jeg gik hele natten. Det var klart, og månen gav lys nok til, at jeg kunne finde vej. Uden min amulet følte jeg mig usikker og sårbar. Ligesom nøgen, men nu kunne jeg ikke bare vende om igen. Det var jo ikke sikkert, at Aske ville tilgive mig. Jeg var træt og havde lyst til at sove, men jeg ville først længere væk fra byen. De måtte bare ikke finde mig, for så var det ude med mig.

Solen var endnu ikke kommet op over træerne, så inde i skoven var natten længere. Jeg faldt over en træstub, men det var kun et overfladisk sår.

- Gjorde det ikke ondt? spurgte Amma.

- Nej, jeg har prøvet noget, der er meget værre. Langsomt blev det lyst. Solen stod op, og jeg nød synet. Sammen med mørket i skoven forsvandt en del af min angst for alt det, der kunne skjule sig.

Jeg fandt nogle frugter og nogle bær, og også nogle vilde æbler. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det var for nogle bær, og om de var giftige. De lignede nogen af dem, jeg kendte hjemmefra, og jeg skulle jo have noget at spise, så jeg løb risikoen. 

Jeg havde også lidt brød tilbage, som jeg spiste til frugten og bærrene. Lidt efter fik jeg mavepine. Det blev værre og værre. Til sidst kunne jeg ikke engang gå, så ondt gjorde det. Det måtte være de skovbær. Jeg blev nødt til at ligge ned.

 Selvom der ikke var tid, lagde jeg mig under et egetræ. Jeg måtte bare ligge lidt. Jeg kunne se, at solen stod lige over mig, så jeg måtte have sovet i et stykke tid. Da jeg vågnede, gjorde det stadig meget ondt. Men jeg kunne da gå lidt igen, selvom jeg havde mange smerter.

I den tid jeg havde været i landsbyen, havde der hele tiden været ting, jeg skulle lave. Jeg skulle i marken, lave våben og hente myremalm fra mosen. Når jeg gik her alene, kunne jeg gøre ,hvad jeg ville. Den følelse gjorde mig i lidt bedre humør.

Men så kom jeg til en å, og jeg skulle desværre over den. Der var en hel del sten på bunden af den. Selvom jeg var meget forsigtig, gled jeg og trådte på et eller andet skarpt.

Jeg fik store flænger under mine fødder. Det blødte voldsomt, og jeg kunne ikke stoppe det. Jeg haltede og havde ondt i foden. Jeg var nødt til at hvile og kravlede hen til et træ, som jeg lagde mig op ad.

Naturligvis tænkte jeg på, hvorfor al dette var sket? Hvorfor gik det så dårligt for mig? Der var kun et svar. Jeg havde jo ikke min amulet.

Jeg så på Amma. Hun var faldet i søvn. Hvor var hun smuk, når hun sov.


Kapitel 5.

 

Næste morgen vågnede vi samtidig. Vi satte os op og stirrede på hinanden i lang tid. Jeg beundrede hendes blå øjne og hendes smukke læber.

- Kan du ikke fortælle videre på din historie? Så går tiden så dejlig hurtigt.

Det havde hun ret i. Også for mig var det en dejlig adspredelse at fortælle, og hun var en god lytter. Næsten som et barn. Som Lucilla. Det var lidt som at sidde hjemme foran det store bål en sommernat og lytte og fortælle. Sikke jeg ville kunne fortælle, hvis jeg fik mulighed for det. Men det skulle jeg aldrig opleve igen. Jeg smilede til Amma og fortsatte.

- Mine fødder var flænsede, og mine sår var hævede. Jeg kunne ikke gå mere. Nu blev jeg nødt til at beslutte, om jeg skulle vende tilbage, eller om jeg skulle forsætte uden min amulet. Ubeslutsomhed er en mands værste fjende.

Jeg tænkte ikke klart længere. Jeg var udmattet, og tanken om at gense min familie var det eneste, der drev mig videre.

Men til sidst måtte jeg erkende, at mit held var sluppet op. Eller rettere, jeg havde aldrig haft noget. Jeg var tvunget til at vende tilbage. Jeg måtte have min amulet, for uden den ville jeg aldrig klare mig.

Hvis jeg havde været klar over, hvad der i mellemtiden var foregået i byen, så havde jeg nok aldrig gjort det. I hvert fald ikke på den måde.

- Jamen, hvad var der da sket? spurgte Amma.

- Tørken blev jo værre og værre. Der var flere og flere, der bukkede under for sulten. Uroen bredte sig, og lige efter at jeg var stukket af, så havde præsten et syn. Han så, at regnen var på vej.

”Og den dag, hvor regnen kommer, vil der komme et takkeoffer til vores landsby,” sagde han.  ”Det takkeoffer skal ofres til vinter for at glæde guderne. Så vil de aldrig mere lade os lide.”

Snakken var gået i gang i landsbyen. De talte i lang tid om, hvornår dette takkeoffer ville dukke op.

”Når der er gået en dag og en nat, så vil det regne,” spåede han.

Havde jeg vidst det, så var jeg fortsat. Nu samlede jeg i stedet mine ting og begyndte at kæmpe mig tilbage. Jeg haltede meget, og min fod dunkede, men jeg blev nødt til at fortsætte. Jeg måtte tilbage og have fat i min amulet. Det ville ikke blive let.

Langt om længe nåede jeg frem til landsbyen. Det var stadig lyst, og derfor besluttede jeg mig for at gemme mig, indtil mørkets frembrud.

Da det så ud, som om alle var gået til ro, sneg jeg mig ind i landsbyen.

Amma sad tavs  og stirrede ned i gulvet.

- Hvad er der i vejen? spurgte jeg.

Hun rystede på hovedet.

Jeg ved det ikke. Jeg synes pludselig, at det er så trist.

- Hvad for noget?

- At din familie ikke ved, hvor du er. At de ikke kommer til at se dig igen. Jeg ved ikke … lige pludselig synes jeg bare … men fortæl nu videre.

Inde i landsbyen var der helt mørkt og stille. Alle lå og sov. Mine ben rystede under mig, og mit hjerte begyndte at slå hurtigere. Jeg gik forsigtigt hen til Askes hus. Udenfor sad Askes vagter og sov. Jeg sneg mig forbi dem, men pludselig kom Askes hund springende.

Den kendte mig jo godt, så den gøede af glæde, og vagterne vågnede naturligvis. Hvis jeg havde kunnet, så var jeg selvfølgelig løbet, men mine ben rystede og føltes tunge som bly, og sårene på fødderne gjorde ondt.

Jeg var let at fange. Samme nat kom regnen.


Kapitel 6

 

Jeg blev spærret inde, jeg var bange og vidste ikke, om de ville dræbe mig eller sætte mig i arbejde.

- Hvorfor flygtede du? spurgte Aske. - Jeg troede, du havde det godt her? Du har svigtet mig.

- Du tog min amulet fra mig, sagde jeg. - Derfor flygtede jeg.

Aske blev vred.

- Du er min træl. Alt hvad der er dit, er mit. Selv dit liv, snerrede han og gik.

Så så jeg ikke mere til ham eller nogen andre i et stykke tid. Jeg fik masser af mad. Det smagte rigtigt godt, og der var rigeligt af det, men det var mærkeligt, for jeg tror ikke en gang, Aske fik så meget. Det forstod jeg ikke, indtil vagten en dag kom til at forklare mig sammenhængen.

- Spis det hele. Gudernes offer skal ikke sulte, sagde han. – De har jo givet os regnen nu.

Jeg mistede appetitten lige med det samme. Jeg var rystet. Skulle jeg ofres til guderne som tak for regnen? Så var det derfor, jeg fik så meget at spise.

Jeg kunne ikke få en bid mere ned.

Midt om natten vågnede jeg og opdagede, at der var en kvinde i rummet.

- Det var jo mig, sagde Amma og lo.

- Ja, og jeg undrede mig. Hvordan kunne du være så rolig?

- Det burde du da vide. Jeg synes, det er en ære at blive ofret til guderne, sagde Amma

- Hvorfor valgte de lige dig?

- Jeg er pottemager. Jeg blev anset som den bedste i byen. Jeg lavede meget smukke krukker og potter. Det vil jeg også gøre for guderne. Vil du ikke smede gode sværd til dem?

- Vi skal ofres snart, men for mig er det ikke en ære. Det er en straf.

Jeg kunne se, at Amma blev ked af det.

- Vil du da hellere dø som en helt almindelig mand uden at vide, om du kommer i gudernes rige?

- Jeg vil ikke ofres til jeres guder, jeg vil bare hjem. Jeg vil hjem til mine børn og min kone, sagde jeg.

- Det … forstår jeg måske godt, sagde Amma.

Den nat drømte jeg, at de falske guder holdt mig fanget i al evighed. Jeg vågnede og tænkte på min søn, min datter og min kone. Mon de havde det godt? Mon de kunne overleve uden mig? Hvordan mon mit land så ud nu efter så lang tid? Mon sommeren stadig er lige så rar og varm, som jeg huskede.

- Har du sovet godt? spurgte Amma næste morgen.

- Nej. Jeg havde mareridt.

Jeg tog noget koldt vand i hovedet for at blive frisk.

- Hvorfor er du så stille? spurgte Amma.

Jeg kiggede bare ned i jorden.

Vagterne kom ind, bagefter kom Aske. Jeg gjorde ikke modstand, der var for mange. Amma var helt rolig, hvordan kunne hun være det? Jeg forstod det stadig ikke. Vi var ikke nået langt, før vi gjorde holdt, for vi måtte ikke være trætte, når vi skulle op til guderne.

Vi gik ned i en dal, ned mod mosen. Hele landsbyen var der. Jeg vidste, hvad der skulle ske, jeg havde hørt Aske fortælle Amma om det. Først skulle vi hænges. Når vi var døde, ville de lægge os i en stilling, så det så ud som om, at vi sov. Det lød væmmeligt, syntes jeg. Når vi blev lagt i mosen, ville de bare lade os ligge der. Tanken om min krop i det iskolde mosevand var skræmmende. Jeg rystede.

Amma gik helt roligt hen til løkken. Rebet var tyndt, men stærkt. Det var lavet af flettet skind. Jeg havde lyst til at skrige. Træerne svajede i den iskolde vind. Hun blev langsomt hejset op, vinden fik træerne til at svaje og drejede langsomt hendes krop.

Men pludselig lagde vinden sig, og det kan godt være, at det er noget ,jeg bildte mig ind, men jeg syntes, at det var, som om noget forlod hendes krop.

Det samme ville ske med mig.

De hejsede hende forsigtigt ned. Hun havde en kappe af fåreskind og et tæppe af oksehud viklet om benene. Præsten lukkede forsigtigt hendes smukke øjne. Så lagde de hende omhyggeligt, som om hun sov. De lagde hende i det hul, de havde i gravet i mosen.

Langsomt steg vandet og lukkede sig omkring hende. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at de også ville gøre det med mig. Kulden, den forfærdelige kulde havde allerede sat sig i mit hjerte. Jeg hader kulde, den skærer sig gennem marv og ben.

- Vinden er holdt op med at blæse. Guderne har modtaget vores offer, sagde en af landsbyboerne, alle jublede. Jeg jublede faktisk også med, for i et kort øjeblik håbede jeg på, at jeg kunne blive fri for at blive ofret.

Et stykke fra det sted, hvor Amma nu lå, var det sted, hvor vi gravede myremalm, og der tog de mig nu hen.

- Det er her, du skal ofres, sagde Aske. - Du er bange. Det behøver du ikke være. Der er intet at være bange for.

Jeg følte mig som et lille barn, der blev trøstet af sin far. Jeg gik hen til rebet, der hang ned fra en kraftig gren. Tre mand holdt om rebets anden ende, klar til at trække. Alle bladene var faldet af træet. Det så dødt ud, lige så dødt som jeg ville være om lidt.

Præsten lagde løkken om min hals. Jeg mærkede, hvordan den strammede sig, da de trak. Så kunne jeg ikke længere trække vejret.

- Guder modtag dette offer, messede præsten.

Min far venter på mig, sammen med alle mine forfædre. Jeg tænkte en sidste gang på min familie og smilede.